<< Tilbage

Blodomløb

Jeg er en 70 årig mand, der ved et uheld i 2005 fik amputeret mit venstre ben over knæet.

I efteråret 2006 var jeg uheldig og fik Rosen i mit højre ben, hvilket gjorde at jeg nu er belemret med sår der ikke vil læges.
Karkirurgerne kan (tør) ikke hjælpe mig og har kun en løsning og det er amputation under knæet af mit højre ben.
Jeg synes ikke det er den rigtige løsning, men at sårene ikke vil heles skyldes for svag blodtilførsel til sårområdet og jeg tænker på om der andre løsninger, der kan hjælpe mig.

Hører gerne fra Dem

Hilsen
Hans Jensen


Kære Hans Jensen,

Jeg kan godt forstå, at du vil gøre alt for at bevare dit højre ben og jeg vil selvfølgelig varmt anbefale dig, at forsøge andre muligheder og kun bruge den kirurgiske løsning som allersidste mulighed.

Hvis et sår skal kunne hele op, er det afgørende, som du selv skriver, at blodomløbet i benet er tilstrækkelig god, således at der kan tilføres næring til såret og herigennem give mulighed for at danne nyt væv.

Jeg vil foreslå akupunktur, som en løsning til at bedre dit blodomløb i benet. Der findes flere muligheder indenfor akupunktur, men det er nødvendigt at se dig for at tage endelig stilling til, hvad der er den bedste løsning er for dig.

Hvis du har stor infektionsrisiko vil jeg vælge laserbehandling, hvor jeg med en behandlingslaser giver energi til sår-rande og sår-flade for at fremme ophelingen – dette kan være meget effektivt.
Jeg kan sammen med denne behandling sætte nåle på distalpunkter, der vil indvirke på de områder af benet, der lider – uden at komme i nærheden af disse. Jeg kan også bruge krydsbehandling – dvs behandle på venstre arm i stedet for højre ben – det lyder som hokus-pokus, men det er en meget effektiv behandling. Selvfølgelig skal du også have styrkende behandling med nåle – evt ved at bruge andre punkter på kroppen.

Hvis jeg vurderer at infektionsrisikoen er lille, kan jeg vælge at ”omringe dragen”. Et kinesisk udtryk for at behandle omkring lidelsen – dvs sætte små nåle omkring sårene og på denne måde forøge energien til området. Dette skal naturligvis suppleres med andre punkter, der samtidig øger blodtilførslen til benet.

En akupunkturbehandling på dig skal foretages meget omhyggeligt og under de strengeste hygiejniske forholdsregler.

Når du har fået Rosen, har du vist, at du er i risiko for infektion, og du skal være meget omhyggelig og undgå små sår, kradsemærker m.m. – Du skal give din hud megen opmærksomhed og omsorg – den skal holdes blød og må ikke tørre ud. Det kan være nødvendigt at bruge milde cremer til dette.

Der er mange ting, du kan gøre for at bedre blodomløbet i benet – og flere af de følgende råd har du sikkert allerede fået – men jeg nævner dem alligevel her.

Hvis du er ryger, er det afgørende at du stopper med at ryge. Når kroppen modtager nikotin trækker de små blodkar sig sammen og forsyningen af blod og næring til dine sår vil falde markant. De andre affaldsstoffer, der findes i tobakken vil også svække kroppens muligheder for opheling.

Hvis dit ben er hævet – altså indeholder mere væske end normalt – skal du have en stram strømpe på, der støtter blodets tilbageløb fra benet. Det er vigtigst om dagen, hvor du er oppe – og benet er nede. Der findes specielle strømper (TED) til dette formål. Du skal sandsynligvis have hjælp til at få strømpen rigtigt på.

Hvis du har sukkersyge, skal dit blodsukker ligge stabilt på et niveau under 8 – hvis du har for meget sukker i kroppen, bliver ophelingen af dine sår påvirket, og risikoen for infektion stiger.

Der er vigtigt, at du bruger dit ben meget, specielt at vippe med foden op og ned. Herved spænder du musklerne i underbenet og får på denne måde pumpet affaldsstofferne fra benet væk og giver herved mulighed for at få frisk næring og blod ned til sårene. Der findes vippe-fodskamler m.m. der kan være en god hjælp. Du kan også få en fodmassage-rulle, der kan massere under foden og stimulere som en slags fodzoneterapi.

Din kost har også stor betydning. I andre indlæg kan du se, hvad en sund og nærende kost består af – og der er sund fornuft i, at mange sunde næringsstoffer bedrer muligheden for at hele dine sår. Specielt skal du tænke på protein og væske – i form af rigelig med vand.
Du kan tage et tilskud af vitaminer ex Maximum, der foruden vitaminer indeholder mange af de sporstoffer, som din krop har behov for.

Jeg håber, at du her har fået nogle nye muligheder og kan finde ny energi til at gøre noget for at bevare dit ben og din livskvalitet.

Hilsen fra Akupunktør Asbjørn Kleif

<< Tilbage

Gå til forsiden

Hasle Akupunkturklinik v/Asbjørn Kleif : Holmstruphøjvej 143 : 8210 Århus V : Tlf. 29 256 456 : E-mail: kleif@kleif.dk