<< Tilbage

Extrasystoler

Jeg har et spørgsmål og håber i kan hjælpe mig.
Jeg har flere gange haft fornemmelse af at mit hjerte springer over. En gang var det så slemt at jeg fik det helt dårligt og kunne tydeligt mærke det og fik vilde svedeture.

Jeg har været ved lægen og de bekræftede det. Men de havde ikke noget konkret at sige om, hvad jeg kunne gøre for at ligesom stoppe det, eller hvad jeg skal passe på med for at det ikke skulle gå en dag helt galt??!!

Jeg har haft det indtil nu mange gange og det bekymrer mig. Hvad lægen havde og sige var bare, at jeg ikke skulle tænke for meget og være ked af det, men det er vi jo alle af og til. .Jeg fik ikke noget at vide, som jeg kunne bruge til noget. Håber at i kan hjælpe mig til at blive lidt klogere på mit problem?!
På forhånd tak.

Venlig hilsen Janni




Kære Janni,

Det kan være meget ubehageligt at føle, at hjertet ikke slår regelmæssigt. Normalt lægger vi jo ikke mærke til hjertet for det plejer at klare alle opgaver selv.
Det er vigtigt at slå fast, at det, du mærker ikke på nogen måde er farligt! Det går derfor ikke helt galt! Og det er netop det, din læge prøver at sige til dig, men det er ærgerligt, at han ikke kunne mindske din bekymring.
Jeg går i de følgende råd ud fra, at du er ung og ikke tager hjertemedicin, og at din læge har chekket dig grundigt med bl.a. et hjertekardiogram.

Det du mærker er ikke, som du tror, at hjertet springer over – tværtimod. Dit hjerte laver et extraslag – og dette slag kommer lidt før dit næste normale hjerteslag ellers skulle komme. Ofte kan man ikke mærke en puls på dette slag, fordi det kommer så tidligt, at hjertet ikke har fyldt sig helt med blod. Der findes mange centre i hjertet, der kan udløse sådanne extraslag. Alle mennesker har disse extraslag, men de fleste lægger ikke mærke til det.
Men der er mennesker som dig, der er gode til at mærke signaler fra kroppen. Dette er som regel en fordel og forebygger megen sygdom – men lige i dette tilfælde kan det være en belastning for dig. Vi forbinder nemlig hjertet med liv, kærlighed og død, så symptomer fra hjertet berører det største i livet for os – og det kan virke skræmmende og give os en frygt, vi ikke kan forstå. Denne frygt forstærker reaktionen fra kroppen.

Men hvad kan du gøre ved det?
I nogle perioder af ens liv er disse extraslag hyppigere, men de vil, hvis du er ung og rask, aftage igen. Jeg synes ikke, du skal have medicin for dette i form af betablokkere e.lign., da disse midler har en del bivirkninger.
Alt hvad der belaster kroppen kan øge antallet at disse extraslag fra hjertet – så en god søvn, daglig hvile, regelmæssighed og sund mad er en god begyndelse. Afslapningsøvelser med fokus på vejrtrækningen kan også hjælpe – der findes mange af disse programmer på nettet. Undgå så vidt muligt alt, der speeder kroppen som megen sukker, cola, tobak, kaffe og alkohol. Motion kan også efter et stykke tid reducere antallet af extraslag. Al dette er måske en hård kur for en ung – men det hjælper.

Der findes også et akupressur-punkt, der kan hjælpe dig – det er det samme punkt, der bruges ved kvalme og køresyge – det findes 2 tommelfingres bredde op fra den nederste håndledsfure imellem de 2 sener på indersiden af armen. Senerne finder du tydeligst, hvis du bøjer din hånd bagover. Du skal så sætte en tommelfingernegl på punktet og massere dette langs senerne. Dette har en god effekt, hvis du har mange episoder over en kort periode. Akupunktur med nåle vil være en kraftigere behandling og en mulighed hvis du er meget belastet.
Men frem for alt skal du være glad for dig selv og din følsomhed overfor kroppens signaler – det vil hjælpe dig for mange andre problemer fremover.
Hvis dine symptomer bliver værre med svær utilpashed til følge må du kontakte din læge igen.

Hilsen fra Akupunktør Asbjørn Kleif

<< Tilbage

Gå til forsiden

Hasle Akupunkturklinik v/Asbjørn Kleif : Holmstruphøjvej 143 : 8210 Århus V : Tlf. 29 256 456 : E-mail: kleif@kleif.dk